Traditioner i Asnæs
Lejrskoler
I 2. klasse, 5. klasse og 8. klasse er der lejrskole.
Teaterforestillinger/koncerter
Alle klasser ser 1-2 teaterforestillinger og koncerter om året. Forestillingerne er udvalgt af læringsvejledere og elever på Teaterfestival.
Motionsdag
Sidste fredag inden efterårsferien holder vi motionsdag for hele skolen, hvor elever følger udvalgte ruter i lokalområdet. Odsherreds Gymnasiums 10. klasse inddrages som samarbejdspartner.
Læsefestival
Kommunen styrker lysten til læsning ved at have en årlig læsefestivaluge, hvor der på forskellig vis tilbydes aktiviteter.
Brug af cykelhjelm
Skolebestyrelsen har besluttet, at alle elever skal bruge cykelhjelm, når eleverne er på cykeltur i skoletiden. Samme princip gælder ved brug af løbehjul og rulleskøjter m.m. på skolens matrikel.
Odsherred Legene
Alle SFO'er i kommunen arrangerer i samarbejde den årlige OL-dag for 0.-3. klasse, hvor alle eleverne dyster i sjove discipliner.
Bag for en sag
Børn i både SFO og skole bager og sælger kager for en god sag i projektet "Bag for en sag", som støtter Børnetelefonen og Børns Vilkår.
Luciaoptog
Eleverne i 2. klasse har en travl dag, når de går Luciaoptog i alle blokkene, samt i børnehaven, Asnæscentret, på Bobjergcentret (plejehjemmet) og sluttelig i SFO'en med stolte forældre som tilskuere.
Fastelavn
Der afholdes fastelavnsarrangement fra 0.-6. klasse med flotte udklædninger, tøndeslagning og præmier.
Badmintonturnering
Alle elever i 5. klasse har i samarbejde med Fårevejle Skole en årlig badmintonturnering.
Skolefodbold
7.-9. klasse deltager med et udvalgt hold i BTs årlige skolefodboldsturnering. Skolens øvrige elever har mulighed for at heppe ved hjemmebanekampe.
Skolefest
Årlig skolefest, hvor forældre og familie inviteres til en eftermiddag/aften med boder, let mad og forskellige indslag.
Høstmarked
Skole/SFO deltager i byens Høstmarked med boder.
Gallafest
Et aktivt elevråd blandt de ældste elever samt skolens lærere planlægger og står for den årlige gallafest for 7.-9. klasse.
Sidste skoledag
Inden eleverne i 9. klasse går i gang med de mundtlige prøver, fejres deres sidste skoledag med fælles morgenmad for lærere og afgangselever. Efterfølgende afholder afgangseleverne sjov tilrettelagt "undervisning" og deler karameller ud i skolens øvrige klasser. Bagefter mødes alle på plænen til dyst mellem afgangselever og lærere.
Dimission
Som afslutning på ni års skolegang afholder vi dimissionsfest for elever, forældre, lærere og ledelse. Eleverne får udleveret deres prøvebeviser og får sagt farvel til folkeskolen på festlig vis med sange og taler.